Ny salgsingeniør hos Frese A/S Frese A/S har ansat Ralf Lønstrup, 39, som salgsingeniør. Ralf Lønstrup, der har en uddannelse indenfor VVS-området, skal varetage kontakten til grossister og skal herudover rådgive VVS-firmaer, boligforeninger og rådgivende ingeniørfirmaer om optimal anvendelse af Freses dynamiske ventiler og om varmevekslerløsninger fra Alfa Laval. Han vil betjene Freses kunder i Jylland fra Skanderborg til Skagen – med udgangspunkt i sin hjemby Randers. Ralf Lønstrup har en omfattende salgserfaring i den tekniske branche, hvor han i mange år har virket som ekstern konsulent og rådgiver. Tidligere har Ralf Lønstrup haft salgsansvar hos Gastech-Energi, Brødrene Dahl og hos Georg Fischer.