Der er ekstra travlhed på Ølands fabrik i Aabenraa i disse måneder. Virksomheden har vundet ordren på alle de rektangulære kanaler og faconstykker til den nye politiskole i Vejle. Skolen, som skal være ramme om uddannelsen af politielever i Vestdanmark og har et samlet areal på 20.000 kvadratmeter, indrettes med optimale indeklimaforhold, og netop ventilationsdelen spiller en central rolle.
Det er Bravida, der har valgt Øland som leverandør til projektet. De to virksomheder har samarbejdet på en lang række projekter, herunder Apples datacenter i Foulum, det nye supersygehus DNV i Gødstrup, Syddansk Universitet blandt mange andre.
Materialerne til projektet leveres med Ølands særlige leveranceservice. Servicen, som er standard, betyder, at materialerne leveres på paller og ikke som løsdele, der skal manuelt aflæsses og flyttes rundt. Der er også på forhånd monteret gummi på kanaler og faconstykker, så montørerne sparer en arbejdsgang.
Et standardprodukt
– Vi prøver altid at gøre det så nemt for montørerne som muligt at arbejde med vores produkter. I bund og grund er ventilationskanaler et standardprodukt, hvor det er svært at gøre en mærkbar forskel. Der, hvor vi kan adskille os fra de andre leverandører på markedet, er på de services, vi pakker rundt om produkterne. Det er lige fra at være effektive på leverancesiden og være på pletten, hvis der opstår problemer, til at hjælpe montøren til en smidig arbejdsdag. For eksempel ved at levere produkterne på paller, som er nemt håndterbare, hvilket vi er de eneste i branchen, der gør som standard, siger salgskonsulent i Øland, Jens Holm Hansen.
Den nye politiskole i Vejle ventes at stå færdig i efteråret 2020. Den skal rumme både klasseværelser, træningsrum, auditorium, idrætshal, indendørs og udendørs faciliteter til simulerede træningsforløb samt ca. 100 værelser til overnatning. Hele projektet har en anslået værdi på 330 millioner kroner.