Tilførsel af ekstra varme i de mest kritiske perioder på året er en udbredt problemstilling i de mange passiv- og lavenergihuse, der for tiden skyder op over hele landet. Ofte er boligernes primære varmekilde ikke tilstrækkelig til at opretholde en behagelig temperatur året rundt. Det er også tilfældet i Stavtrup ved Aarhus, hvor et nyt passivhus som det første i Danmark får tilført ekstra varme fra el.
– I passivhuset er installeret et varmegenvindingsanlæg, som henter energien fra boligens ventilation til at klare både varmtvandsbehovet og rumopvarmning i boligen. Et sådan varmluftssystem har dog en begrænsning i forhold til den energi, der kan tilføres rummet via luften, uden at luften bliver for tør. Det vil opfattes som ubehageligt for beboerne, og derfor vil der i kritiske perioder være behov for at tilføre varme via alternative varmekilder – i dette tilfælde baseret på el, forklarer salgschef Leif Olsen fra Danfoss Electric Heating Systems.