
Fra starten af maj og mere end tre måneder frem satte den danske el- og varmeproduktion en slags ny rekord. I den periode blev der overhovedet ikke fyret med kul. Det er første gang siden kul kom ind i energimikset, at der ikke er anvendt kul i mere end en måned.
Rekorden skyldes i store træk, at der er kommet mere og mere vedvarende energi i energiproduktionen i form af blandt andet vind og sol.
– Det er en rigtig glædelig danmarksrekord vi, og vores medlemmer nu har sat. Aldrig har vi set så lang en periode, hvor der ikke er blevet fyret med kul. Det er naturligt, der forbruges mindre el og varme i sommerperioden i Danmark på grund af det varme vejr og de lyse nætter. Så fordi vi er i sommerhalvåret, og vejret har været varmt, solrigt med frisk vind, kan næsten alt el- og varmeforbrug dækkes af vedvarende energi, siger Søren Lorenz Søndergaard, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.
Der er dog heller ikke så mange steder, der anvender kul. I dag er der kun ét kulfyret kraftvarmeværk tilbage i Danmark, Nordjyllandsværket, og det forventes udfaset senest i 2029.
Kilde: Dansk Fjernvarme