
”Krav om klimavenlighed, holdbarhed og/eller genbrugspotentiale samt en elektrificering af byggebranchens transport har gjort byggerier dyrere. Samtidigt er der indført en moms på materialer, en såkaldt ”Material Added Tax”, der er et instrument til at prissætte materialernes emissioner. MAT’en fungerer som et supplement til moms og giver incitament til mindre materialeforbrug,”
Teksten er taget fra Gangstedrapporten 2022, som nu udgives af Gangsted Advokatfirma i samarbejde med Instituttet for Fremtidsforskning, og det er kig ind i den fremtid, som kunne blive virkelighed om godt 10 års tid.
Rapporten forudser også, at i 2035 vil staten stille skærpede krav til bæredygtighed inden for byggeriet. Men derudover vil staten skabe mere fordelagtige vilkår for finansiering af bæredygtigt byggeri, f.eks. ved lavere kapitalkrav til bankerne. Desuden opstår der nye finansielle produkter, der gør det nemmere at skaffe kapital, desto mere bæredygtigt byggeriet er.
De øgede omkostninger vil reducere investorernes interesse i byggeri relativt til alternative investeringer og projekter uden for EU. De lavere marginer og et marked i lavvækst vil i 2035 have skabt et konsolideringspres.
Der vil ske et skift, hvor profit bliver skabt over hele byggeriets levetid i stedet for straks ved færdiggørelse og salg. De forretningsmodeller, der traditionelt har knyttet sig til nybyggeri, vil svinde til fordel for nye koncepter i en fremtid, hvor forandringer i medfør af klimahensyn er slået fuldt igennem, siger Thomas Ulrik, managing partner i Gangsted Advokatfirma.
Rapporten hedder ”Fremtidens ejendomsmarked efter den grønne omstilling”, og skal i følge Thomas Ulrik ses som et debatoplæg. Den er udarbejdet bl.a. på baggrund af interviews med fremtrædende aktører, som hver især repræsenterer et bredt udsnit af arkitekter, udlejere, byudviklere og rådgivere.
Vi vil med udgivelsen af rapporten gerne sætte en diskussion i gang om udviklingen af fremtidens bygge- og ejendomsmarked. Den grønne omstilling vil medføre nye krav, men også nye forretningsmuligheder. Vinderne vil blive dem, der bedst forudser og reagerer på den nye virkelighed, siger Thomas Ulrik.
Kilde: Gangsted Advokatfirma

