
Idéen med at sænke rumtemperaturen til 19 grader har givet en markant besparelse hos Gladsaxe Kommune på otte procent sammenlignet med fjerde kvartal 2022. Det svarer til en besparelse på ca. 700.000 kr. for hele fyringssæsonen.
Det er i sig selv fint, men det kommer oven på et energiforbrug, der fra 2007 og frem til 2022 var blevet sænket med 17 procent.
Gladsaxe sænkede temperaturen i skoler, skoleklubber, biblioteker og administrationsbygninger, som omfatter omkring 40 procent af kommunens bygninger, mens plejeboliger og børnehuse blev undtaget.
Derudover er op mod 60 kommunale bygninger omlagt fra naturgas til fjernvarme, så fjernvarmeandelen er vokset fra 40 procent i 2007 til 90 procent i 2022. En lang række gamle, energitunge bygninger er gennem de seneste 15 år erstattet af lavenergibygninger. Blandt andet bygger Gladsaxe kun svanemærkede børnehuse, hvor der også er fokus på energien. Samtidig er andre bygninger blevet energirenoveret, blandt andet Gladsaxe Rådhus og Gladsaxe Svømmehal.
Med den samlede klimaindsats med energibesparelser, omlægning af den kommunale vognpark til el og en række andre tiltag og udefrakommende forudsætninger er det lykkedes Gladsaxe Kommune som organisation at reducere sin samlede CO2-udledning med 73 i procent i perioden 2007 til 2020.
Kilde: Gladsaxe Kommune

