
En afgørende milepæl er opnået i kampen mod fremtidens vildere vejr og oversvømmelser i hovedstadsområdet. Svanemøllen Skybrudstunnel, der kommer til at løbe gennem Gladsaxe, har fået miljøtilladelse og det store byggeprojekt går i gang ved udgangen af 2025.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har nemlig givet grønt lys til anlægget af Danmarks største skybrudstunnel.
– Svanemøllen Skybrudstunnel vil gøre en betydelig forskel for de mange borgere og virksomheder, der rammes af oversvømmelser og for dem, som ikke kan komme frem på vejene, når der er skybrud. Det er en helt afgørende milepæl, at vi nu har fået en miljøtilladelse og kan gå i gang med at anlægge skybrudstunnelen, siger Helle Kay, der er projektchef i HOFOR med ansvar for Svanemøllen Skybrudstunnel.
Skybrudstunnel skal holde på vandmasserne
Bag det storstilede tunnelprojekt står tre af hovedstadsområdets forsyningsselskaber – HOFOR, Novafos og Frederiksberg Forsyning – i et stærkt samarbejde, der skal beskytte det nordlige hovedstadsområde mod fremtidens ekstreme regnmængder.
Svanemøllen Skybrudstunnel blev besluttet af politikerne i hele fire kommuner, København, Frederiksberg, Gentofte og Gladsaxe, tilbage i 2013.
Der er tale om en ti km lang underjordisk tunnel, der kan rumme op til 100.000 kubikmeter regn- og spildevand – det svarer til, at der står vand op til 3. sals højde langs Strøget i København.
Tunnelen fungerer som en slags motorvej under byen, der opsamler og opbevarer regnvand under skybrud, så det kan renses, før det ledes ud i Øresund. Tunnelen opsamler også store mængder spildevand som ellers ved skybrud ville ende i Utterslev Mose og nærliggende vandløb.
De første synlige tegn på projektet bliver, når arbejdet på de første byggepladser på den yderste spids af Nordhavn og ved Ryparken Station starter op omkring årsskiftet.
I første kvartal 2026 begynder arbejdet med at gøre klar til tunnelen i Gladsaxe. Inden selve tunnelarbejdet starter, skal rør og ledninger flyttes under dele af Grønnemose Alle, Mosevej og Gladsaxevej, så der er plads til de rør, der skal opsamle regnvand fra området og lede det til tunnelen.
Tunnelen vil mindske overløb til Utterslev Mose med regnvand blandet med spildevand med 80.900 (fra 83.200 m3 til omkring 2.300 m3) om året. Desuden bliver fire spildevandsoverløb til Utterslev Mose lukket.
Kilde: Hofor

