
Når Elcons nye nordvestjyske hovedkontor i Holstebro står færdigt, vil det ikke bare være daglig arbejdsplads for virksomhedens ansatte. Det skal også være et udstillingsvindue i, hvor langt man kan komme med det nyeste indenfor intelligent og bæredygtigt byggeri.
Således forventer Elcon, der selv står for de eltekniske løsninger, vvs samt ventilation, og totalentreprenøren Gråkjær, at bygningen bliver certificeret til DGNB Guld, fordi det opnår over 65 point og mindst 50 % i hver kvalitet og DGNB Hjerte som en anerkendelse af, at bygningen vil have et exceptionelt indeklima.
Bygningen bliver hovedsageligt opført i træ og fiberprodukter i stedet for beton, mens skum og kemi i bygningen f.eks. er svanemærket således at opretholde et højt kvalitetstrin overfor DGNB.
– Bygningen er et godt eksempel på, hvordan vi hjælper vores kunder. Derfor går vi efter bygningscertificeringen DGNB med både hjerte og guld, og vi viser vores løsninger til intelligent byggeri, der både er energieffektivt og skaber godt indeklima, siger servicechef Jesper Godsk fra Elcon.
Når selve bygningen står færdig, skal Elcon installere hele paletten af løsninger inden for intelligent byggeri, så både indeklima og energiforbrug er i top. Det gælder blandt andet styring af lys, varme og ventilation, der vil blive målt og styret på et væld af måder, så bygningens drift løbende optimeres.
– Vi er stolte af certificeringen, der viser hvor ambitiøse vi er både på vores egne og kundernes vegne, når det kommer til mere nutidige bygninger, der styres intelligent. Det kræver grundige overvejelser og et helhedsblik at planlægge og styre et byggeri ud fra DGNB-principperne, siger Jesper Godsk.
Bygningen består af 640 kvadratmeter nyt kontor, som DGNB certificeres samt 590 kvadratmeter der ombygges og renoveres iht. BR18. Den forventes at kunne åbne sidst på året.
Rejsegildet afholdes i dag kl. 15:30 på Lundholmsvej, og alle er velkomne.
Kilde: Elcon