
Et stigende antal private varmepumper og mange elbiler med forkortet rækkevidde gav et et historisk højt elforbrug, da kulden rullede ind over Østdanmark.
Det var især i mandags i sidste uge, at elmålerne havde fart på, og faktisk satte rekord for forbruget på én dag.
Sammenlagt brugte de nemlig 27,3 mio. kilowatttimer, og det er 200.000 kWh mere end den hidtidige dagsrekord fra den 7. januar 2024, fortæller Cäthe Bay-Smidt, funktionschef i Cerius-Radius.
– Vinteren er den absolutte højsæson for elforbrug, og forbruget topper, når temperaturen dykker ned under frysepunktet. Så bliver der nemlig skruet godt op for varmen i de østdanske hjem. Med til historien hører selvfølgelig også, at privatkunderne i disse år investerer massivt i blandt andet mange nye varmepumper og elbiler med ladebokse, hvilket er med til at øge den generelle efterspørgsel på strøm, siger Cäthe Bay-Smidt.
Hun vil dog ikke blive forbavset, hvis den blot uge gamle rekord snart bliver slået.
Selvom vi kun er halvanden uge inde i 2026, så er der allerede fire af årets dage, der har fundet vej til vores top ti over dage med højest forbrug hos vores privatkunder, fortæller Cäthe Bay-Smidt.
Kilde: Cerius-Radius

