
På forhånd er der optræk til endnu et brag af en messe, når VVS´25 slår dørene op i morgen. Der er totalt udsolgt, så der er lagt op til, at dette års udgave måske kan tage kampen op med messen i 2023.
Her slog man nemlig ikke bare én, men hele to rekorder.
Det samlede besøgstal var på 9.570. Det var rekord. Men der blev også sat rekord for antal besøgende på bare én dag – 4.136. Dermed har messen for alvor slået sig fast som Skandinaviens største VVS-messe.
Og der er intet, der tyder på, at ´25-udgaven skulle gå ned i tempo.
Trods det høje besøgstal ved den forrige messe, blev det aldrig så proppet, at gangene blev tilklumpet af besøgende, og udstillerne dermed gik glip af gode leads.
Dykker man ned i de faglige områder, der nok rykker mest, finder man integrationen mellem vvs-systemerne og smart-home teknologierne. Mange slutbrugere forventer, at man kan styre alt fra varme/køle-systemer over varmtvandsbeholdere til ventilation via en app på telefonen.
I samme spor finder man også en voksende andel af IoT-enheder.
Men det hele går ikke op i digitale løsninger. Smukke armaturer, praktiske installationsløsninger og vandbesparende teknologier vil der også være meget af.
HVAC Magasinet vil være på messen med egen stand (A-1000), hvor vi opholder os – hvis vi da ikke drøner rundt for hilse på branchen.
Vi ses i Odense