
Med en ny bekendtgørelse kan spildevandsselskaberne gå i gang med at klimasikre byområder, som er truet af oversvømmelser fra højtstående grundvand.
Ca. 450.000 bygninger med boliger over hele landet er i dag truet af højtstående – også kaldet terrænnært – grundvand. 360.000 af disse ligger i kloakerede områder.
Det terrænnære grundvand giver bl.a. problemer med vand i fundamenter og kældre, som grundejere hidtil har været overladt til selv at sikre deres ejendom imod. Derfor gav et bredt flertal i Folketinget sidste år spildevandsselskaber lov til at lave kollektive løsninger for at sænke grundvandet i f.eks. villakvarterer, frem for at hver enkelt husejer skal lave sin egen individuelle løsning.
Dog skal spildevandsselskaberne først sikre, at det bedre kan betale sig at investere i kollektive løsninger end at lade være, og det kan de nu gøre med en ny beregningsbekendtgørelse.
For eksempel skal selskaberne sikre, at gevinsterne ved at forebygge oversvømmelser i form af færre skadesomkostninger, er større end det, som det vil koste at forebygge oversvømmelser i områderne. Det skal sikre, at borgerne ikke kommer til at betale unødigt meget for de fælles løsninger mod højtstående grundvand.
Et forsigtigt skøn er, at hvis der gennemføres projekter i halvdelen af de byområder, som i dag er påvirket af terrænnært grundvand, og hvor spildevandsselskaberne har ansvaret for at håndtere regnvand, vil det betyde investeringer på 60 mia. kr. henover de næste 75 år.
Kilde: Miljø- og Ligestillingsministeriet

