Varde Byråd har godkendt plangrundlaget for et stort sektorkoblingsprojekt nord for Ølgod. Her skal overskudsvarme fra et kommende datacenter bruges til at opvarme 475.000 kvadratmeter drivhuse.

Et stort sektorkoblingsprojekt ved Krageris nord for Ølgod er kommet et væsentligt skridt nærmere realisering, efter at Varde Byråd har godkendt lokalplan og kommuneplantillæg for området.
Projektet omfatter et datacenter og et stort væksthusgartneri, hvor overskudsvarmen fra datacentret skal bruges til at opvarme drivhusene. Det skal gøre det muligt at producere grøntsager året rundt.
Projektområdet har en samlet størrelse på 174 hektar. Heraf er omkring 225.000 kvadratmeter afsat til datacenter og 475.000 kvadratmeter til drivhuse.
Det nordiske datacenterselskab atNorth er hovedaktør i projektet, der realiseres sammen med en kreds af investorer. Selected Group skal stå for opførelsen og driften af væksthusgartneriet.
Varde Kommunes borgmester, Sarah Andersen, fremhæver koblingen mellem datacenter og fødevareproduktion:
– I Krageris-projektet er datacentret ikke bare en stor strømforbruger, men en afgørende kilde til lokal fødevareproduktion, der potentielt kan forsyne hele landet med for eksempel tomater.
Det godkendte plangrundlag bliver nu offentliggjort med en klagefrist på fire uger. Kommunen kan herefter udstede byggetilladelse, når en fyldestgørende byggeansøgning og de nødvendige myndighedsgodkendelser foreligger.
Byggeriet forventes efter planen færdigt i 2030.

