På københavnermessen mødte Grundfos lærlinge, svende og installatører fra hele branchen, og ét tema gik igen: VVS-faget bliver mere digitalt.

Men for Grundfos handler udviklingen ikke om at gøre arbejdet mere kompliceret. Tværtimod skal teknologien overtage noget af kompleksiteten og gøre det lettere for installatøren at komme sikkert fra installation til færdigt anlæg.
Udviklingen med mere og mere digitalisering stiller større krav til teknologien, som både skal kunne mere og samtidig være nem at arbejde med i praksis.
Et centralt eksempel på messen var Grundfos MIXIT, Grundfos’ blandesløjfeløsning til større bygninger. Her er pumpe, ventiler og styring tænkt sammen som én løsning, mens opsætning og indregulering kan foretages digitalt. Samtidig kan relevante oplysninger og dokumentation samles digitalt, så installatøren lettere kan dokumentere det udførte arbejde.
Det er en udvikling, som ifølge Grundfos stadig bliver vigtigere i en branche, hvor både installationerne og kravene til dokumentation bliver mere omfattende.

– VVS’eren skal ikke bruge sin tid på unødig kompleksitet. Vores opgave er at udvikle teknologien, så den gør arbejdet lettere. Når flere funktioner er samlet, og opsætning og dokumentation kan håndteres digitalt, bliver det enklere at komme fra installation til et færdigt og veldokumenteret anlæg, siger Erling Johansen, Senior Salgsingeniør hos Grundfos Commercial Building Services.
MIXIT har samtidig produktspecifik EPD og LCA-dokumentation, hvilket gør løsningen relevant i en byggebranche, hvor dokumentation af tekniske installationers klimaaftryk har fået større betydning.
Den digitale udvikling gælder hele VVS-faget
Selvom MIXIT og løsninger til større bygninger var et centralt fokus på Københavnermessen, viste Grundfos også cirkulationspumpen Grundfos ALPHA2 GO, der er målrettet installationer i boliger.
Her er udviklingen den samme: Mere af arbejdet understøttes digitalt, og installatøren kan bruge Grundfos GO-appen i forbindelse med opsætning og dokumentation.
– Uanset om man arbejder med en større erhvervsbygning eller hjemme hos en privatkunde, bevæger faget sig i samme retning. Der kommer mere intelligens ind i produkterne, og mobilen bliver i højere grad et arbejdsredskab på linje med resten af værktøjskassen. Det kan gøre hverdagen både lettere og mere overskuelig for installatøren, siger Lars Jacobsen, Senior Salgsingeniør hos Grundfos Domestic Building Services.

Netop mødet mellem klassisk håndværk og ny teknologi var synligt blandt de mange lærlinge, svende og øvrige branchefolk, der lagde vejen forbi messen.
For Grundfos er det afgørende, at digitaliseringen sker på VVS’erens præmisser. Teknologien skal ikke gøre fagligheden mindre vigtig, men gøre det lettere at bringe den i spil.
– Teknologien skal ikke erstatte fagligheden. Den skal gøre det lettere at bruge den. Det interessante ved den udvikling, vi ser nu, er, at avanceret teknologi faktisk kan gøre arbejdet mere enkelt ude hos installatøren. Det er den vej, vi gerne vil være med til at skubbe branchen, afslutter Erling Johansen.

