
50 år på samme arbejdsplads er efterhånden en sjældenhed. Men hos Caverion i Fredericia har tre medarbejdere kunnet fejre 40- og 50-års jubilæum med blot en måneds mellemrum.
Kirsten Jensen kunne den 1. august fejre 50 år i Caverion, mens Hanne Fredslund-Sørensen samme dag rundede 40 år. Den 1. september fulgte Ole Preben Vogler efter med endnu et 40-års jubilæum.
Tilsammen har de tre dermed 130 års anciennitet i virksomheden, der gennem årene har skiftet navn fra ER Electric til ABB Electric, YIT og i dag Caverion.
– Bag tallene står tre mennesker, der hver især har lagt en meget stor del af deres arbejdsliv her. Det fortjener en stor tak og respekt, siger Carsten Sørensen, administrerende direktør i Caverion Danmark.
Fra hulkort til kunstig intelligens
Kirsten Jensen begyndte som kontorelev i 1976 og har siden arbejdet med lønadministration. Hun har oplevet udviklingen fra hulkort, fysiske lønsedler og disketter til nutidens digitale lønsystemer. I dag arbejder hun tre dage om ugen.
Hanne Fredslund-Sørensen blev ansat som programmør i 1986 og har været med til at udvikle virksomhedens IT-systemer. I dag arbejder hun som masterdata controller.
Ole Preben Vogler begyndte som kontorelev samme år. Dengang havde virksomheden omkring fem pc’er og en stor IBM-mainframe. Siden har han arbejdet med alt fra de første servere til cloudløsninger, Microsoft 365 og AI. I dag er han IT Service Owner for Microsoft 365 i Assemblin Caverion Group.
– Det har aldrig været det samme job ret længe ad gangen. Jeg har hele tiden fået nye ansvarsområder, nye teknologier og nye udfordringer. Derfor har jeg heller aldrig haft det store behov for at søge andre steder hen, fortæller Ole Preben Vogler.
Ifølge Carsten Sørensen viser jubilæerne, hvordan medarbejdere kan udvikle sig i takt med både virksomheden og teknologien.
– Kirsten, Hanne og Ole har ikke stået stille i alle de år. De har udviklet sig sammen med deres fag og delt deres erfaring med mange kolleger undervejs, siger han.

