
Det startede med en praktikplads på ventilationsfabrikken Lindabs lager i Langkær i Haderslev i 4 uger. Det var som led i Tina Mareks uddannelse i lager og logistik. Da de første 2 uge var gået, fik hun tilbudt fast job på lageret – som den første kvindelige medarbejder i den afdeling. Det blev til 5 år. For med jobbet fulgte masser af muligheder. Og dem har hun stort set grebet i den rækkefølge, de er kommet.
– Jeg kunne faktisk godt lide at være her fra første dag, siger Tina Marek, 54 år, om sin start hos Lindab.
Torsdag 19. oktober rundede hun de første 25 år.
– Og det har da været helt forrygende, siger hun, der i dag er leder af salg i Haderslev. De sidste 18 år har hun desuden været elevansvarlig og dermed været med til at uddanne nye kolleger.
Tina Marek er uddannet på lager hos Opel i Haderslev og supplerede uddannelsen med HH (Højere handelseksamen) på Haderslev Handelsskole og fik job på glasfabrikken DSG. Den er i dag nabo til Lindab i Langkær i Haderslev.
Indgående kendskab
De 5 år på lager gav et indgående kendskab til Lindabs produkter, som kom hende til gode, da hun fik tilbud om at komme i salgsafdelingen, fortæller Tina Marek en stille morgenstund.
– Så jeg sugede til mig af viden, som kollegerne kunne give. Desuden studerede jeg vores kataloger og gjorde flittigt notater i dem, så jeg ikke behøvede at spørge så mange gang om det samme, siger hun og trækker lidt på smilebåndet.
Hun blev procesansvarlig for it-systemet i salgsafdelingen, og i 2018 blev hun spurgt, om hun ikke kunne tænke sig at blive leder af salg. Hun takkede nej. Syntes ikke tiden var moden. Tanken om at skulle være leder for sine kolleger, kunne hun ikke helt forliges med på det tidspunkt. Hun takkede i stedet ja til at blive teamleder i 2021. Det er den, der blandt andet fordeler opgaverne i afdelingen.
For godt et år siden var tiden så moden: Hun sagde ja til lederjobbet og har efterfølgende været igennem Lindabs lederuddannelse.
– Det er kollegerne, arbejdet og kunderne, der får mig til at stå op og gå på arbejde hver dag. En ”god dag på kontoret” er afvekslingen, udfordringerne, at tage ansvar, være med til at tage beslutninger og så hele det tværfaglige samarbejde. Det er fantastisk at være et sted i så mange år, hvor der sker så meget nyt, konstateret Tina Marek.

