
Hele 259 dage, eller cirka ni måneder, var en byggesag i gennemsnit om at komme i gennem sagsbehandlingen hos Teknik- og Miljøforvaltningen.
Sådan er det ikke længere. Ved hjælp af flere sagsbehandlere, ekstern bistand, robotter, knofedt og øget dialog med byggeansøgerne, har fået høvlet puklen på mere end små 1.500 byggesager ned til lidt over 400.
Det giver sig udslag i, at ventetiden er nede på mere humane 139 dage i gennemsnit.
Det er stadig lang tid at vente, men forvaltningen har ved hjælp af en prognosemodel regnet sig frem til, at nye sager vil kunne overholde de såkaldte servicemål fra juli i år. Men det er stadig for tidligt at kunne konkludere.
Teknik- og Miljøforvaltningen har tidligere, som mange af landets øvrige kommuner, været udfordret af lange sagsbehandlingstider og voksende byggesagsbunker.
Det skyldes primært, at et nyt nationalt bygningsreglement blev rullet ud fra 2018 uden de nødvendige vejledninger til byggeansøgere og kommuner.
Selvom byggesagspuklen nu er afviklet, så er der stadig nogle ældre, komplicerede sager, der er under behandling.
Det kan skyldes, at det har været nødvendigt med flere høringsprocesser, eller at der mangler materiale i sagen.
Kilde: Københavns Kommune

