
27 faglærte om dagen. Så hurtigt går det med at grave hullet, som opstår, når den ældre generation af faglærte går på pension, og de nye ikke kommer til. Det påpeger Fagbevægelsens Hovedorganisation som reaktion på, at søgningen mod erhvervsskolerne er den laveste i fem år.
Kun 19,4 procent har søgt mod en erhvervsskole, mens mere end 72 procent skal starte på en gymnasial uddannelse
Med den nuværende hastighed vil Danmark allerede om syv år, i 2030, mangle cirka 100.000 faglærte, og hvis faldet i ansøgningerne fortsætter, vil hullet blive større – hurtigere.
I 2014 var søgetallet til erhvervsuddannelserne faktisk også 19 procent. Dengang lavede man en politisk aftale om, at 25 procent fra grundskolen skulle vælge en erhvervsuddannelse i 2020, og at det skulle være 30 procent i 2025. Men der er ikke sket noget – søgetallet er fortsat på 19 procent.
– Alle alarmklokker ringer. Nu bliver regeringen nødt til at komme i gang og investere massivt i erhvervsuddannelserne – vi kan ikke vente længere. Manglen på faglært arbejdskraft er den største udfordring, vi har i Danmark lige nu. Produktionsvirksomhederne råber på flere faglærte, og vi kan ikke lave den grønne omstilling uden flere faglærte til f.eks. at producere og opsætte vindmøller og varmepumper, siger Kasper Palm, som er forbundssekretær og ansvarlig for uddannelse i Dansk Metal.
Også hos DI ser man med bekymring på de nye tal. Ifølge deres analyse vil man frem mod 2030 have brug 116.000 flere årsværk i industrien, hvis man skal komme i mål med klimamålene – og cirka halvdelen af de mange årsværk forventes at være faglærte.
– Vi har brug for et opgør med automatreaktionen i vores samfund, som drejer de unge væk fra vores erhvervsfaglige uddannelser. Derfor er vi nødt til at gentænke, hvordan vi introducerer til fag og brancher – ikke bare i folkeskolen, men også i gymnasierne. Derfor har DI foreslået forsøg med nye studieretninger på gymnasierne, hvor undervisning i klasselokalet går hånd i hånd med praktiske forløb på erhvervsskolerne. For vi kommer ikke i mål med den grønne omstilling, hvis vi mangler tusindvis af faglærte til at bygge fremtidens vindmøller og alt det andet, som den grønne omstilling kræver, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. dir, i DI.
Kilder: Børne- og Undervisningsministeriet/DI/FH

