
Med godt 2 kilometer til Rådhuspladsen kan byggekæden Bygma med sindsro sige, at deres nye store proff-forretning og logistikcenter ligger centralt.
Åbningen gik da heller ikke stille af sig. Den tidligere minister, Søren Pind, stod for den veloplagte åbningstale, mens Bygmas bæredygtighedschef Elnaz Ehsani holdt foredrag om det bæredygtige byggeri.
Proff-centeret understøtter Bygmas strategi om at øge tilstedeværelsen i de større byer.
– Åbningen er en milepæl for vores tilstedeværelse i hovedstadsområdet. Bygma København er Bygma-koncernens største afhenter-forretning og har et kæmpe stort udvalg af professionelle og bæredygtige byggematerialer i et centralt område af København, hvor der i disse år bygges massivt. Vores sortiment er primært målrettet de professionelle kunder, siger Bygma Københavns direktør Jan Holck.
Udover at være stort, er der også tænkt kundevenlighed ind i konceptet. En af de helt store fordele er, at alle bygninger er overdækkede og sammenhængende, så man kan gå i tørvejr fra man går ind ad hovedindgangen og til den yderste af hallerne.
Og det bliver der sat pris på, for allerede inden den officielle åbning, har man oplevet en tilgang af kunder. Faktisk forventer Jan Holck, at man skal have gang i rekrutteringen, idet man regner med at fordoble antallet af ansatte over de kommende år.
Kilde: Bygma

