
I Vordingborg er et anlæg til produktion af grønt flybrændsof på vej. Det er Arcadia eFuels, so vil opføre et Power-to-X anlæg, der skal producere 100 millioner liter grønt brændstof om året ved hjælp af vedvarende el, havvand og bio CO2. Brændstofferne er eDiesel, eKerosene og eNaphtha.
En lidt overset del af sådanne anlæg er deres behov for vand. I tilfældet med anlægget i Vordingborg er Krüger Veolia valgt som leverandør af FEED Study (Front End Engineering and Design) med henblik på senere levering af teknologier til vandbehandlingen.
Virksomheden besidder ekspertviden inden for afsaltning af havvand, forberedelse af kedelfødevand, vandbehandling og spildevandsbehandling, og skal yde teknisk rådgivning og assistance til Arcadia eFuels inden for procesdesign, projektering, indkøb, site management og test/commissioning samt levering af udvalgte installationer til etablering af et procesvands- og et spildevandsbehandlingsanlæg.
Efter færdiggørelsen af et FEED skal den optimale tekniske løsning for designfasen etableres. Final Investment Decision er sat til udgangen af 2023, og anlægget er planlagt til opstart i 2026.
Kilde: Krüger Veolia

