
Lavere temperaturer i de kommunale saunaer og knapt så varmt vand i bruserne. Det er blot et par af de tiltag, som Egedal Kommune iværksatte i oktober sidste år for at spare på energien.
Flere af dem bliver nu gjort permanente. Udover de lavere temperaturer gælder det fx lysstyrken på vejbelysningen. Den er på 10 % af normal lysstyrke mellem kl. 22-06.
Baggrunden er, at flere af tiltagene har vist sig at være ganske virkningsfulde, og uden at det har givet nævneværdige udfordringer. Så fremfor blot at skrue op for både lys og varme, bliver de på de nuværende niveau.
– Vi har i Egedal hele tiden betragtet vores energispareindsats som vedvarende, og vi har nu fået gode erfaringer med flere af tiltagene. Vi har samtidigt vist, at vi kan omstille os, når situationen kræver det. Presset på vores fælles energiressourcer er kun minimalt og kortvarigt mindsket, og vi er naturligvis en del af den fortsatte fælles indsats, siger Vicky Holst Rasmussen, Borgmester i Egedal Kommune.
Kommunen har, som fx Energistyrelsen også har meldt ud, øjnene rettet mod den kommende vinter. Og da kommunens indbyggere har vænnet sig til de sparetiltag, som nu har kørt i et halvt års tid, kan man ligeså godt fortsætte, og dermed så bedre beredt, når vinteren kommer.
Kilde: Egedal Kommune

