
Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at vvs-branchen er en pæn bid foran landsgennemsnittet, når man kigger på antal praktikpladsaftaler.
Mens der på landsplan har været en stigning på én procent, har vvs-branchen oplevet en stigning på fire procent, fra 1130 i 2021 til 1175 i 2022.
At virksomhederne på den måde ligger i front mener brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne er bemærkelsesværdigt. Både vvs-branche, men også el-branchen, ligger i forvejen i top, når det gælder antal lærlinge, og nu trækker man altså yderligere fra.
Der er dog brug for de mange hænder. Det er i høj grad netop hele installationsbranchen, som er med til at bære den grønne omstilling i gennem, og derfor mener Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, at tallene understreger virksomhedernes vilje til at påtage sig det store samfundsansvar det er at sikre tilstrækkelige faguddannede.
2022 var et turbulent år med krig, store prisstigninger, energikrise og et byggeri, som gik lidt i sort sidst på året.
Men uanset udviklingen i de økonomiske konjunkturer, så er der brug for at holde fokus på erhvervsskolerne, så flere unge går i gang med en erhvervsuddannelse. Sidste år faldt optaget af nye erhvervsskoleelever nemlig med 13 procent i forhold til 2021.
– Det er glædeligt, at den nye SVM-regering har et erklæret mål om at styrke erhvervsskolerne med bedre udstyr og lærekompetencer blandt andet. Det er nødvendigt for at få flere til at søge ind og hele grundlaget for, at virksomhederne har lærlinge, de kan indgå uddannelsesaftaler med, siger Tina Voldby.
I 2022 blev der i alt indgået 49.563 praktikpladsaftaler for samtlige erhvervsuddannelser i Danmark.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne

