
7 procent.
Så meget, eller måske lidt, stiger fjernvarmepriserne hos Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, der er landets største lokale forsyner.
I forhold til både gas og elpriser er ligger de syv procent i den lave ende, men derfor er man hos selskabet alligevel lidt ærgerlig over, at det har været nødvendigt at sætte prisen op.
Selvom det er ærgerligt med en prisstigning, så er vi glade for, at det kan lande på syv procent – vi har kæmpet hårdt for at holde prisen nede. Normalt ændrer vi ikke prisen på varme i løbet af året, men det kan blive nødvendigt i 2023. Priserne på brændsler ændrer sig hele tiden og ofte markant. Derfor vil vi hellere regulere prisen flere gange i løbet af året fremfor at risikere at skulle sende store efterregninger til vores kunder, forklarer Gorm Elikofer, konstitueret direktør for energi i HOFOR.
Udover usikkerheden med prisen på brændsler, er der også nye regler, der kan påvirke fjernvarmeprisen. EU har nemlig fastslået, at der skal være en grænse for, hvor meget et energiselskab kan tjene på de stigende strømpriser. Det er op til myndighederne i Danmark at regulere de danske selskaber, og de regler kommer ikke på plads, før den nye regering for alvor er trådt i arbejdstøjet.
Hvordan reglerne ender med at blive kan få stor betydning for de københavnske fjernvarmekunder, da Hofor benytter en del af overskuddet til at holde varmeprisen stabil. Hvis den mulighed forsvinder, eller hvis prisen på brændsler stiger igen, vil man sandsynligvis være nødt til at hæve prisen på fjernvarme i løbet af året.
Kilde: Hofor

