
Engrosvirksomheden Carl Ras har opkøbt Jydsk Værktøj i Aalborg. Navnet Jydsk Værktøj bibeholdes, og sammen vil de udvide deres produktsortiment for at nå bredere ud til kunderne i markedet.
Jydsk Værktøj er ifølge administrerende direktør i Carl Ras, Gorm Rasmussen, et godt supplement til Carl Ras’ eksisterende forretningsområder. Han glæder sig derfor over opkøbet af den nordjyske værktøjsleverandør:
Carl Ras får adgang til et nyt marked mod industrien, og vi får en større tilstedeværelse over for både eksisterende og nye kunder i Nordjylland. Ligeledes får Jydsk Værktøj geografisk tilstedeværelse i hele Danmark ved at blive en del af en landsdækkende engrosvirksomhed som Carl Ras, fortæller han om opkøbet.
Jydsk Værktøj, der tæller 26 medarbejdere, har mere end 30 års erfaring som grossist i branchen og sælger værktøj og maskiner til metalindustrien og byggebranchen.
Jydsk Værktøj forbliver en selvstændig enhed i Aalborg med samme ledelse, medarbejdere og brand, og de ser mange gode muligheder for at udvikle virksomheden i samarbejde med Carl Ras:
Vi får adgang til et større kundesegment og kan tilbyde en bredere pallette af kvalitetsværktøj, og vi ser et stort potentiale for krydssalg til flere brancher. Vi kan dermed nå længere ud i markedet med Carl Ras, så vi kan efterleve vores ønske om at være mere for kunderne, siger Kjeld Thomsen, der er administrerende direktør og medejer af Jydsk Værktøj.
Kilde: Carl Ras

