
EU har besluttet at udfase de klassiske lysstofrør T5 og T8 fra august 2023. I stedet skal de erstattes af LED-varianter. Beslutningen kommer til at ramme ikke mindst mange virksomheder, der tilsammen har millioner af dem hængene.
Med et forbud lige på trapperne kan det derfor være en god idé at skifte allerede nu, påpeger Energistyrelsen
Det kommer til at påvirke utroligt mange, for næsten alle har T5 eller T8-lysstofrør et sted. Heldigvis er det faktisk en god forretning at skifte til LED, særligt med de høje elpriser. Vi opfordrer virksomhederne til at kontakte deres installatør og skifte til LED så snart som muligt – også for at undgå flaskehalsproblemer, når forbuddet sætter ind, siger specialkonsulent i Energistyrelsen Thore Stenfeldt.
Brancheforeningen FABA, der organiserer danske producenter og importører af belysning, forudser stor efterspørgsel efter LED-rør.
Lysmarkedet er afhængigt af leverancer fra Kina. Det gælder også de danske producenter og importører, der bruger kinesiske dele. Både produktion og shipping er allerede i en ustabil periode, og vi vil få svært ved at skaffe alle de LED-rør, der bliver brug for fra næste år, siger direktør i FABA Klaus Bach Thomsen.
Udover at spare energi, vil udfasningen også være godt for naturen. Lysstofrør indeholder kviksølv – en af de farligste miljøgifte, der findes. Derfor er man hos Miljøstyrelsen også godt tilfreds med det kommende forbud.
Det er en rigtig god nyhed for miljø og sundhed, at kviksølv nu forbydes i forskellige typer af lysstofrør. Kviksølv er et tungmetal, der selv i meget lave koncentrationer indvirker på for eksempel indlæringsevnen hos børn, og stoffet er ekstremt giftigt for dyr og økosystemer. Derfor skal det selvfølgelig begrænses mest muligt, siger jurist Mia Udengaard Mikkelsen
Kilde: Energistyrelsen

