
Byggecenterkæden Stark overtager Arnum Rør.
Med købet af Arnum Rør overtager kæden en af Sønderjyllands mest veletablerede specialister inden for vand og afløb. Den næsten 70 år gamle virksomhed fortsætter som en specialistforretning i Stark-kæden under eget navn og med den nuværende ledelse og medarbejderstab.
Arnum Rør er en veldrevet virksomhed med en stærk forankring i det sønderjyske område og mange loyale kunder. Vi er stolte over at få muligheden for at drive virksomheden videre som en del af STARK-familien, hvor Arnum Rør tilfører os specialistviden inden for vand og afløb, siger salgsdirektør i Stark Danmark Mads Brejnholt Madsen.
Med overtagelsen af Arnum Rør fortsætter kæden sin vækststrategi. Gennem de seneste tre år har man bl.a. overtaget Sjakk-kædens aktiviteter i Midt- og Østjylland, fire XL-Byg Jens Schultz-forretninger i det sydfynske område og åbnet en forretning i Rønne på Bornholm samt fire Stark Shops i det centrale København. Endelig købte kæden tidligere i år XL-Byg i Allinge på Bornholm.
Kilde: Stark

