
I morgen, den 1. september, er det 25 år siden, at Martin Karlsen havde sin første arbejdsdag hos Lindab. I dag er han salgsingeniør og konsulent hos Lindab i Hvidovre, men sådan begyndte det ikke.
Martin Karlsen er uddannet smed, læste derefter til maskintekniker, fordi han kom for meget til skade som aktiv smed, som han siger med et lille smil. Fik job som konstruktør hos Lindab Comfort i Farum, hvor der blev produceret lufttekniske produkter, som er avancerede dele til ventilationsanlæg.
Da produktionen i Farum blev flyttet til Lindabs fabrikker i Prag i Tjekkiet, og Lindab i Farum blev til ICS (Indoor Climate Solution) som er et udviklingssted og videncenter inden for lufttekniske produkter, flyttede han til ICS’ eksportafdeling.
Det var eksport til og samarbejde med Lindabs andre salgsselskaber ude i verden. For godt en halv snes år siden valgte han at blive ekstern salgsingeniør og kører nu landevejene tynde for at besøg kunderne.
– Det er bestemt en fordel, at jeg er startet som konstruktør, fordi jeg ved, hvordan tingene er sat sammen – sådan i bogstavelig forstand, siger Martin Karlsen.
Som sælger og rådgiver skal man arbejde sammen med arkitekter, ingeniører, bygherrer, driftsfolk og entreprenører og egen produktion for at få nå de optimale løsninger. Og opgaverne spænder vidt – fra strenge krav til renrums-armaturer på Novo Nordisks fabrikker til komplicerede VAV-ventilationsløsninger.
Livet på landevejen er langt fra noget ensomt job.
– Jeg har min daglige gang hos Lindab i Hvidovre og en dag om ugen i Farum, hvor jeg kan drage nytte af kollegernes store knowhow indenfor komplicerede ventilationsløsninger. Det kan man lære meget af – hele tiden. Jeg har gode kolleger og daglig kontakt med kunder. Det er vigtigt for mig at være med til at præge kundernes syn på Lindab. At de føler sig godt informeret og behandlet, og kan se fordelene ved at vælge os som leverandør. Og så er det jo stort, når vi får lov til at levere den store samlede løsning til en kunde.
Kilde: Lindab