
Mere regn og flere skybrud rammer hovedstaden både nu og i fremtiden. Nu venter næste værn mod fremtidens vandmængder med Valby Skybrudstunnel. Her er det Randi, som leder vejen.
Den tonstunge tunnelboremaskine sit officielle navn efter nordisk mytologi. Herfra indledes den underjordiske rejse tyve meter under jorden på den 2,5 km lange tunnelstrækning i klimasikringens tegn.
Tunnelen vil, når den er færdig, kunne rumme ca. 30.000 m3 vand og være med til at reducere oversvømmelser i området markant. Ligesom tunnelen også vil forbedre vandmiljøet i Kalveboderne i Valby, der er registreret som et såkaldt Natura2000-område.
Valby Skybrudstunnel opføres i samarbejde mellem HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Frederiksberg Forsyning samt Københavns og Frederiksberg Kommune.
– Tunnelen får en afgørende betydning for området og for byens borgere. Den vil beskytte boliger, bygninger og vigtig infrastruktur mod oversvømmelser, ligesom tunnelen også får en afgørende positiv betydning for det omkringliggende vandmiljø. Det er væsentligt og vigtigt, at vi kan bygge – også de her større løsninger, hvis vi skal have et stærkt fundament mod de stigende vandmængder, hovedstaden rammes af, siger direktør for Byggeri & Anlæg i HOFOR Søren Birch.
Tunnelboremaskinen fik traditionen tro sit navn efter nordisk mytologi. Navnet Randi symboliserer styrke og skjold. Og styrke skal der til, når de over 800 tunnelrør møjsommeligt skal skubbes på plads én efter én på den lange strækning under jorden.
Kilde: Hofor

