
Med en officiel indvielse af et nyt showroom, Academy og Innovation & Testcenter i Hedensted har Nilan A/S taget næste skridt i virksomhedens udvikling. De nye faciliteter på Nilanvej i Hedensted samler et stort showroom, et levende undervisningscenter og et moderne innovation- og testcenter under ét tag.
De nye rammer skal styrke både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. Fremover bliver der optimale muligheder for træning og videndeling, innovation og produktudvikling samt tættere samarbejde på tværs af markeder i Europa. Eksporten udgør i dag 80 procent af omsætningen, fordelt på 22 markeder.
Succesen understreger, at varmepumper er et oplagt grønt varmevalg for både private og erhverv – og at produkterne udvikles og produceres i høj kvalitet lokalt i Hedensted.

– Denne satsning er et vigtigt skridt på vores rejse, hvor vi løfter vores faciliteter i Hedensted for at skabe og producere fremtidens ventilations- og varmepumpeløsninger. Det handler ikke kun om at vise vores produkter, men også om at sikre, at Nilans installatører og kunder får den bedste viden og de bedste redskaber, siger CEO Peter Sønderskov.
Showroomet giver et direkte indblik i virksomhedens løsninger, undervisningscentret danner rammen om træning og kurser, og Innovation & Testcenteret skal drive udviklingen af fremtidens teknologier.
– Med de nye faciliteter kan vi accelerere innovationen, fastholde kvaliteten på højeste niveau og tiltrække både nye kunder og dygtige medarbejdere, tilføjer Peter Sønderskov.
Kilde: Nilan