
Når den står færdig, vil Thor Havvindmøllepark 22 kilometer uden for Thorsminde, have en kapacitet på imponerende 1 GW. I dag har vi 17 fungerende havvindmølleparker, og deres samlede kapacitet er på 2,7 GW.
Men selvom den endnu ikke er færdig, har Energistyrelsen givet Thor Wind Farm I/S, som står bag, elproduktionstilladelse. Det er den tyske energivirksomhed RWE, der står for opførelse og drift af havvindmølleparken, mens ejerskabet af den er delt mellem netop RWE (51 pct.) og Norges Investeringsbank (49 pct.).
– Thor Havvindmøllepark er et markant bidrag til den grønne omstilling. Den bliver Danmarks største havvindmøllepark og er et væsentligt bidrag både i forhold til Europas energiuafhængighed og for at sikre tilstrækkelig grøn strøm til et samfund, der i højere og højere grad bliver elektrificeret, siger Stig Uffe Pedersen, konstitueret direktør i Energistyrelsen.
Parkens 72 havvindmøller vil kunne forsyne cirka en million husstande med strøm.
Med elproduktionstilladelsen har Thor Wind Farm I/S grønt lys til løbende at koble havvindmøller i parken på elnettet. Den komplette park skal senest være idriftsat ved udgangen af 2027.
Kilde: Energistyrelsen

