
Organisationen Dansk Håndværk vil sammen med Mediationsinstituttet tilbyde hjllp til byggebranchens mange virksomheder, der hvert eneste år havner i konflikt med hinanden.
Disse konflikter, der alt for ofte enten ender i retten eller med en voldgiftssag, koster branchen et par milliarder om året, og især mindre virksomheder kan komme så meget i klemme på grund af likviditetsproblemer, at nogle ligefrem ender med at gå konkurs.
– Tallene viser, at byggeriet årligt mister omkring 2 milliarder på konflikter, og at den gennemsnitlige omkostning for en retssag er langt over hundrede tusinde kroner. De udgifter er langt mindre, hvis parterne i stedet får professionel hjælp til at finde et forlig. Samtidigt når man langt hurtigere frem til en afgørelse. Og det sidste er slet ikke uvæsentligt, for specielt mindre virksomheder kan ikke leve med, at store beløb står ubetalte over en lang periode, forklarer direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.
Organisationen har derfor i samarbejde med Mediationsinstituttet udviklet en særlig pakke, der passer til små og mellemstore bygge- og håndværksvirksomheder. Den indeholder både et indledende møde, som er gratis, og en særlig rabat på den efterfølgende mediation mellem parterne.
– Vi har lagt det gratis for-møde ind, fordi mindre virksomheder ofte er usikre på, om denne vej til at finde et forlig er det rigtige for dem. Den usikkerhed kan de så få afklaret uden at binde sig til udgifter eller det efterfølgende forløb, understreger direktøren.
Mediationsinstituttet er en selvejende og almennyttig institution stiftet af Advokatsamfundet og støttet af brancheforeningen Danske Advokater.
Det er bl.a. instituttets opgave at udpege kvalificerede mediatorer samt rådgive om mediation og strategisk konflikthåndtering til private, erhvervsliv og offentlige myndigheder.
Kilde: Dansk Håndværk

