
Det er koldt, hvad de fleste nok har bemærket. Mange vil også også kigge en ekstra gang på deres elregning. Den vil nemlig også være højere. Det er en slags sammenfald af uheldige omstændigheder, der presser prisen op.
Varmepumper har igen fået gang i salget, og med den nærmest sibiriske kulde, oplever mange, at der er ekstra fut på netop varmepumpen for at holde temperaturen oppe.
Også de mange elbiler har betydning. Elbiler har en kortere rækkevidde i det kolde vejr, og hvis ens kørselsbehov ikke ændre sig, stiger forbruget, og dermed ryger prisen lidt i vejret.
Men det er faktisk en anden treenighed, der for alvor sætter skub i el-regningen
– En gennemsnitlig pris på 80 øre pr. kWh er højt. Det er primært vinterkulden, manglende vind og nedbør og høje gaspriser, der tilsammen har presset elprisen op og gjort strømmen rigtig dyr for danske elkunder. Når vi er igennem vinteren, kan vi se frem til meget lavere elpriser, siger Troels Skipper, produktchef i energiselskabet OK.
Selvom elregningen for januar formentlig bliver højere end normalt, ville den have været endnu højere, hvis elafgiften ikke var blevet sænket til et minimum fra nytår.
Hvis elafgiften fortsat havde været på samme niveau som sidste år, skulle danske elkunder have betalt ca. 72 øre (ekskl. moms) mere pr. kWh.
– Afgiftsbesparelsen går direkte til elkunderne, og det kan hjælpe lidt på, at markedspriserne har været høje i januar, siger Troels Skipper.
Kilde: OK

