Træekspert vil have byggebranchen ud af den industrielle tidsalder og ind i Moder Jords

Hvis man kun fokuserer på beton og stål, er man bagud og gået i stå i den industrielle tidsalder. Det er på tide for hele byggebranchen at tage træ og andre biobaserede materialer til sig og komme ind i Moder Jords tidsalder. Der er allerede en stor bevægelse i gang, men det går for langsomt, og vi ødsler med naturens ressourcer. Sådan lyder det fra træeksperten Michael Green, der i maj gæster Danmarks største trækonference Build in Wood i København.

Den canadiske arkitekt Michael Green tager hele vejen til København den 23. og 24. maj for at dele ud af sine tanker om træbyggeri i fremtiden. Michael Green har skrevet flere bøger om træbyggeri og hans tegnestue Michael Green Architecture står bag mange berømte træbyggerier – blandt andet den 7-etagers T3 træbygning i Minneapolis. Ifølge Michael Green har arkitekturen over lang tid hyldet beton, stål og andre af den type materialer som en del af den industrielle tidsalder. De materialer er bare ikke en del af i dag, og byggebranchen skal hurtigst muligt tilpasse sig en ny tidsalder:

– Der er lige nu sådan en fantastisk bevægelse mod træ, og det glæder mig at se så mange, der omfavner træbyggeri, men det går for langsomt. Byggebranchen skal se at komme ind i Moder Jords tidsalder. Dem, der sidder fast i den industrielle tidsalder, bliver efterladt tilbage. Der er ingen tvivl om at fremtiden vil være meget mere biobaseret, og det håber jeg arkitekterne verden over tager til sig og sørger for smuk arkitektur på en nytænkende måde, lyder det fra Michael Green.

Vi skal stoppe med at sløse med materialerne

Det er vigtigt, at byggebranchen tænker sig om og ikke er for sløsede med materialerne, og lige nu har vi en unik mulighed for at gentænke vores byggerier, så vi kan benytte færre ressourcer, mener Michael Green.

– Vores verden har ikke råd til at byggebranchen er sløsede og ødsler materialer væk. Og som arkitekt er det godt at tænke i træ og andre biobaserede materialer, men vi skal også sige ja til innovationer, der tillader os at bruge mindre materialer. Det vigtigste for mig er at bygge med de mindst CO2-udledende løsninger og bruge mindst muligt materiale. I de metoder vi bruger nu, er der alt for meget træ, der går til spilde. For eksempel skærer vi træ i firkanter og som resultat spilder vi en masse materiale. Det er vigtigt, at vi reflekterer over, at nogle gange er det bedre med levende træer end at vi fælder dem og lader dem gå til spilde, fortæller Michael Green.

Der kommer noget efter træbyggeri

Vi skal bruge træ med omhu, og det skal passe med hver enkel kontekst, lyder det fra Michael Green. Der er simpelthen ikke nok leverandører og skovbrug alle steder i verden til at det kan være en global løsning på klimakrisen. Vi skal derfor se træbyggeri som en lokal, og byggebranchen skal forberede sig på, at der kommer noget andet efter træbyggeri:

– Træbyggeri er kun et skridt på vejen til udviklingen af byggebranchen. Det er ikke en slutløsning, og mange steder i verden er træ ikke det næste skridt. Men det betyder ikke nødvendigvis at vi skal stoppe med at bygge i træ eller stoppe med at blive klogere på alle de muligheder træbyggeri byder på. Vi skal bare tænke større og se på, hvordan træ kan indgå sammen med andre af naturens ressourcer. En global løsning vil være baseret på de planter og materialer, der er tilgængelige i de forskellige regioner i verden. På den måde vil det gavne miljøet og klimaet mest muligt i forskellige dele af verden.

Michael Green og hans team arbejder lige nu på en helt ny form for byggemateriale, der består af forskellige fibre fra blandt andet træer, for eksempel grene der falder af træer, byggeaffald, planter mv., som han ser som det næste skridt efter træbyggeri, og det glæder han sig blandt andet til at tale med den danske byggebranche om på Build in Wood.

Fakta om Build in Wood 2023