Erik Larsen & Søn ApS

Peter Birkmann er ny CEO hos Erik Larsen & Søn

Ny CEO hos Erik Larsen & Søn | Peter Birkmann
Peter Birkmann (tv) – ny CEO i Erik Larsen & Søn – og Claus Larsen

 

I mere end 80 år har Erik Larsen & Søn leveret montageskinner, rørophæng, befæstelse, stålrør, fittings og andre byggematerialer til dansk byggeri, anlæg og industri.

Og i al den tid har det været en Larsen, der har siddet for bordenden i direktørstolen. Fra farfar Erik der startede i 1939, til far Ulrik og nu til sønnen Claus Larsen. Det ændrer sig 1. juli.

Efter tre år som COO hos Erik Larsen & Søn tiltræder Peter Birkmann den 1. juli 2022 som administrerende direktør (CEO).

Peter Birkmann afløser virksomhedens ejer Claus Larsen, der fortsat vil være tilknyttet virksomheden og fremover vil have ansvaret for indkøb, forretnings- og sortimentsudvikling.

Vækststrategi skal ud at flyve

Årsagen til skiftet skal findes i en ambitiøs vækststrategi. Erik Larsen & Søn har gennem flere år oplevet en stærk organisk vækst, og den udvikling skal sikres også i de kommende år. Peter Birkmann forklarer:

”Vores vækststrategi skal implementeres og ud at flyve. Det handler først og fremmest om, at vi skal have skabt betingelserne for et øget salg. Organisationen skal styrkes på de indre linjer og vi vil i højere grad arbejde hen imod at blive totalleverandør for vores kunder. Det betyder fokus på sortimentsudvikling, digitalisering og lagerstyring.”

Digitalisering og nye markeder

”Der kommer gode og spændende forandringer, som både kunder og medarbejdere vil mærke. Vi får flere kolleger, ikke mindst flere konsulenter, som er ude at besøge kunderne. Der kommer øget digitalisering, og vores produktsortiment bliver udvidet. Og endelig overvejer vi også, om ikke vi skal forsøge at øge vores markedsandel i de øvrige skandinaviske lande,” supplerer Claus Larsen.

Stadig faglig rådgivning fra fagfolk med erfaring

Men forandringerne kommer til at ske med stor respekt for det DNA, der har båret Erik Larsen & Søn siden 1939.

”I mere end 80 år har den faglige rådgivning og den gode service til håndværkeren været bærende, og det bliver der ikke rokket ved. Vi skal stadig være i stand til at tiltrække medarbejdere, der er så kompetente, at vores kunder også i fremtiden vil være trygge ved, at vi altid kan svare på deres faglige spørgsmål,” siger Peter Birkmann.

Et stærkt team

”Erik Larsen & Søn har efterhånden fået en sådan størrelse, at ledelsen kræver flere kræfter og måske også nogle lidt andre kompetencer, end dem jeg har. Jeg er overbevist om, at Peter og jeg bliver et stærkt ledelsesteam som sammen kan skabe de helt rigtige rammer for Erik Larsen & Søn de næste mange år,” siger Claus Larsen.

Om Peter Birkmann

Peter Birkmann er 41 år og har de seneste tre år været COO hos Erik Larsen & Søn. Han er handelsuddannet indenfor engros. Privatlivet deles med hustruen Lea og deres fælles børn, en søn på 11 år og en datter på 10. Familien bor i Skævinge ved Hillerød. I fritiden bliver der sat tid af til løbeture i skoven, fitness og lange vandreture.

Yderligere information

Business Development Manager Claus Larsen
Telefon: 43967811
Mail: cl@erik-larsen.dk

CEO Peter Birkmann
Telefon: 4396 7811
Mail: pb@erik-larsen.dk

Om Erik Larsen & Søn
– 80 år med profiler, stålrør, samlinger og fittings

I mere end 80 år har Erik Larsen & Søn været leverandør af jern og stål i høj kvalitet til danske håndværkere.

Siden 1939 er der leveret profilløsninger, stålrør, samlinger og fittings til faldsikring, svejse- og borefri sammenføjning af stålbjælker, konstruktion af fleksible skinnesystemer og meget mere til dansk byggeri, anlæg og industri.