Her er der mere end bare oplæg på BG:VEST

Når BG:VEST løber af stablen i Aarhus den 22.–23. april, er det ikke kun scenerne, der summer af liv. Rundt omkring på eventet kan du også opleve en række ekstra aktiviteter, der giver dig mulighed for at dykke endnu dybere ned i byggeriets grønne omstilling – og måske selv blive en aktiv del af samtalen.

Se alle de spændende ekstra aktiviteter du kan glæde dig til herunder.

Prøv kræfter med byudvikling i BYSTART-workshoppen

Hvor meget plads skal naturen have i byen? Hvordan prioriterer vi de bløde trafikanter? Og hvad er vi egentlig villige til at betale for bæredygtige løsninger?

På workshoppen udviklet sammen med Rådet for Bæredygtigt Byggeri kan du selv prøve kræfter med de dilemmaer, der opstår, når ambitioner, interesser og ressourcer skal balanceres i byudvikling. Med udgangspunkt i platformen BYSTART arbejder deltagerne med en konkret case og diskuterer de valg, der former fremtidens byer. Workshoppen den 22. april er allerede udsolgt, men der er stadig få pladser tilbage den 23. april.

Mød den næste generation i byggebranchen
På balkonen finder du NEXT GEN-udstillingen, hvor studerende fra blandt andet VIA University College, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og UCL viser projekter, modeller og idéer til fremtidens byggeri.

Her får du et indblik i, hvordan morgendagens arkitekter, ingeniører og byudviklere arbejder med bæredygtighed allerede i dag. NEXT GEN lægger op til dialog mellem studerende og branchefolk – og måske opstår der nye samarbejder eller perspektiver i mødet mellem generationerne.

Biobaseret byggeri i praksis
Hvordan kan biobaserede materialer blive en reel del af byggeriets hverdag? Det kan du blive klogere på i udstillingen Plads til at gro, udviklet af Smith Innovation med støtte fra Grundejernes Investeringsfond og STARK Fonden. Udstillingen giver et praksisnært indblik i hele værdikæden – fra mark til materiale og fra byggeri til bolig – og viser, hvordan nye materialer og samarbejder kan være med til at drive den biobaserede omstilling frem.

Kom med på tur til DSB’s værksted i Aarhus
Den 23. april kan du også komme med ud af huset, når DSB Ejendomsudvikling og Transition inviterer på en guidet rundtur til togværkstederne på Sonnesgade.

Her får du et unikt indblik i et område, der står over for en stor transformation. I takt med at de gamle IC3- og IC4-tog udfases, forventes værkstedsområderne at flytte ud af byen, og området skal udvikles til en ny bydel midt i Aarhus. På turen kommer du helt tæt på de eksisterende bygninger – og hører om planerne for de strukturer, der forventes bevaret i fremtidens byudvikling.

Det hele sker på BG:VEST
De spændende ekstra aktiviteter er blot en del af det samlede program på BG:VEST, hvor du også kan opleve inspirerende oplæg, aktuelle debatter og fire stærke faglige spor om blandt andet levende byer, materialevalg, anlæg, drift og byens ressourcer. BG:VEST er stedet, hvor byggeriets aktører mødes for at dele viden, udfordre hinanden og finde nye løsninger på branchens største udfordringer. Vi glæder os til at se dig i Aarhus den 22.–23. april.

Du kan finde programmet her og tilmelde dig GRATIS her.