
En gruppe af nye stemmer i byggebranchen sætter endnu engang dagsordenen på scenen Action Space, når Building Green CPH indtager Lokomotivværkstedet. Sidste år overtog Forandringsbevægelsen for første gang scenen, og det blev en kæmpe succes. Hele dagen var salen fyldt, og energien og samtalerne viste tydeligt, at branchen hungrer efter nye perspektiver.
Vi står i en tid, hvor der er brug for konkrete løsninger og nye perspektiver. Derfor har Building Green CPH inviteret Forandringsbevægelsen, der består af en række nye stemmer fra forskellige led af byggeriets værdikæde, og endnu engang overladt styringen og programsætningen af Action Space til dem på eventens første dag den 29. oktober. Bevægelsen vil sætte fokus på konkrete handlinger, erfaringer og redskaber, som deltagerne kan tage med hjem:
– Vi vil skabe en scene, hvor fokus er på handling her og nu – ikke på buzzwords eller fjerne visioner. Action Space skal være et sted, man går fra med konkrete idéer og redskaber, man kan bruge allerede i dag. Det handler om at gøre op med flosklerne og i stedet inspirere til reel handling, lyder det fra Forandringsbevægelsen.
Nytænkende program med plads til nye perspektiver
Programmet er sat sammen, så det både er engagerende, nytænkende og overraskende. Forandringsbevægelsen har lagt vægt på at give plads til perspektiver og stemmer, der typisk ikke er på scenerne, fordi de er ‘på gulvet’, ude i marken for at drive en forandring eller skabe værdi for mennesker og miljø.
– Vi har lagt vægt på at give plads til nye perspektiver og mennesker, man måske ikke har hørt fra før, men som har noget vigtigt at byde på. Det er enormt vigtigt, at vi tør være ærlige og sårbare, og skabe et rum, hvor konkrete erfaringer kan deles, siger Forandringsbevægelsen.
En af de måder, de gør det på, er ved at droppe de klassiske oplæg og i stedet skabe en hel dag med samtaler og dialog. Deltagerne på Building Green CPH inviteres derfor også til at tage aktiv del i diskussionerne, og det giver en helt anden energi end en traditionel eventform.
Nye stemmer kan rykke branchen
Forandringsbevægelsen peger på, at netop det at give ordet til nye kræfter er afgørende, hvis branchen skal rykke sig. De nye stemmer kan udfordre det velkendte, stille spørgsmål ved det, der tages for givet, og bringe nye vinkler og mangfoldighed ind i debatten:
– Som nye stemmer ser vi tingene udefra og kan stille spørgsmål ved det, der altid har været standard praksis. Vi har et friskt perspektiv, og netop derfor kan vi nemmere komme med alternative vinkler. Action Space er et sted, hvor vi kan udfordre vanetænkningen og åbne for nye samtaler, der kan flytte os fremad, siger Forandringsbevægelsen.
Programmet spænder vidt. Det kommer til at handle om alt fra demokratisk design, meditation i arbejdskulturen, folkeoplysning, AI og renovering af de såkaldte ’grimme bygninger’ fra 60’erne og 70’erne. Som Forandringsbevægelsen selv siger, handler det ikke om at vise fyrtårnene frem, men om at lære af dem, der hver dag arbejder med forandring ude i felten, og som kan bidrage med konkrete værktøjer til at skabe en ny retning for byggeriet.
Forandringsbevægelsen består af:
Oline Stærke, co-founder & CEO, Acembee
Frederik Gade Lind, bæredygtighedskonsulent, Enemærke & Petersen
Hector Grønborg, co-founder w/ Mandate for Design, Folkk
Emily Helsengreen, områdeansvarlig, Regenerative Bygninger, Transition
Martine Høgstrup, junior projektudvikler, NCC Denmark
Ebbe Gade Larsen, partner, Milva
Anna Rex Elmgreen, biolog, Upstream Partners
Josefine Bonde, co-Founder & CEO, INSUTEX
Læs og se hele programmet for Building Green CPH