Årets vinder af lærlingeprisen 2018 fra Dansk Industri Sydsjælland kommer fra NOVENCO Building & Industry

På NOVENCO er vi stolte over at kunne meddele, at vores klejnsmedelærling Christopher Niece er vinder af prisen som årets bedste lærling.

Prisen blev uddelt den 25. april på Dansk Industri Sydsjællands erhvervstræf 2018 i Næstved af Næstformand Kim G. Jørgensen. Han roste Christopher for et stort engagement, hans ansvarlighed og et super godt håndelag. I begrundelsen lyder det endvidere, at Christopher udviser et stort gå-på-mod i sit arbejde, møder tidligt hver dag og arbejder på lige fod med erfarne svende.
Den administrerende direktør på NOVENCO, Lars E. Knaack, har også kun lovord at sætte på Christopher. Han fremhæver således også Christophers ekstraordinære gå-på-mod, at han er vellidt blandt kollegerne og er en medarbejder man kan regne med. Sluttelig tilføjer han, at med det større antal lærlinge der altid er på NOVENCO, er det guld værd at have en som Christopher til at vise vejen og foregå med et godt eksempel.