Solar går ind i VVS-landsholdet for at styrke jagten på nye faglærte
Solar bliver ny partner for VVS-landsholdet og DM i Skills. Partnerskabet med TEKNIQ og Blik- og Rørarbejderforbundet skal styrke talentudviklingen og gøre flere unge opmærksomme på mulighederne i VVS-faget.

Behovet for tekniske faglærte vokser i takt med elektrificering, energieffektivisering og omstillingen af bygninger og installationer. Samtidig står arbejdsmarkedet over for en betydelig afgang af faglærte de kommende år.
Det er baggrunden for, at Solar nu indgår partnerskab med TEKNIQ og Blik- og Rørarbejderforbundet om DM i Skills og VVS-landsholdet.
Solar skal blandt andet levere materialer og udstyr til deltagernes træning samt bidrage med teknologisk viden om moderne installationer. Virksomheden bliver desuden logistikpartner for materialer og udstyr til DM i Skills.
Skal udvikle de bedste unge
VVS-landsholdet blev etableret i marts 2026 af TEKNIQ og Blik- og Rørarbejderforbundet og består af nogle af landets mest ambitiøse lærlinge inden for VVS-energifaget.
– Vi har brug for flere unge, der får øjnene op for mulighederne i en teknisk erhvervsuddannelse. VVS-energifaget rummer både høj faglighed, teknologisk udvikling og muligheden for at bidrage til løsninger på nogle af de store udfordringer, samfundet står overfor, siger Jørgen Prosper Sørensen, uddannelseschef i TEKNIQ.
Hos Blik- og Rørarbejderforbundet fremhæver forbundssekretær Kim Fusager Balle landsholdet som en mulighed for både at udvikle de dygtigste lærlinge og skabe større interesse for faget.
– VVS-landsholdet giver nogle af de dygtigste unge lærlinge mulighed for at udvikle deres faglighed og inspirere endnu flere til at se en fremtid i vores fag, siger han.
Mangel på faglærte
Solar peger ligeledes på rekrutteringen som en væsentlig udfordring for installationsbranchen.
– Manglen på faglærte VVS’ere er en udfordring, som vi alle har et ansvar for at løse. Vi har brug for dygtige fagfolk, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling og omsætte nye teknologier til konkrete løsninger hos kunderne, siger Carsten L. Antonisen, administrerende direktør i Solar Danmark.
Solar støtter i forvejen Elektrikerlandsholdet og udvider dermed engagementet til også at omfatte VVS-faget.
VVS-landsholdets deltagere træner blandt andet tekniske discipliner, præcision, kvalitet og effektivitet med henblik på konkurrencer og videre faglig udvikling.

