
Et stort antal danske husholdninger skal væk fra gas og over på fjernvarmen. En stor øvelse, men hos Kommunernes Landforening melder man sig klar
Kommunerne er klar til at levere, så Danmark hurtigst muligt kan blive uafhængig af russisk gas. Nu skal vi i dialog med regeringen om rammerne for arbejdet, lyder det fra formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg, Birgit S. Hansen.
Klarmeldingen kommer ovenpå regeringens udspil Danmark kan mere II’, hvor man blandt andet lægger op til at udfase naturgas inden 2028. Som en del af udspillet skal kommunerne i løbet af 2022 udarbejde varmeplaner for overgangen til fjernvarme eller varmepumper.
I kommunerne deler vi fuldt ud ambitionerne om at gøre Danmark uafhængig af russisk gas, og vi er klar til at bidrage med alt, hvad vi kan, for at det kan ske så hurtigt som muligt. Det kræver dog, at kommuner og fjernvarmeselskaber får de optimale rammer, så lovgivning, statslige krav og økonomi ikke spænder ben og forsinker processen, siger Birgit S. Hansen.
Med udspillet ønsker regeringen desuden at firedoble den samlede energiproduktion fra vindmøller og solceller i 2030. Og den melding falder i god jord hos KL’s udvalgsformand:
Det glæder mig, at regeringen er klar til at lave et konkret mål for vedvarende energi på land og gerne vil i dialog med os i kommunerne om, hvad der skal til. For der er ingen tvivl om, at vi skal tage alle redskaber i brug, hvis vi skal lykkes. Det er helt afgørende, at kommunerne – i partnerskab med staten og private aktører – får bedre rammer til at kunne opsætte store landskaber af solceller og vindmøller i de områder af Danmark, hvor der er plads. Samtidig skal der være en større gevinst til de lokalsamfund, der lægger jord til: Både gennem udvidet kompensation til de direkte naboer, men også ved at igangsætte konkrete og positive udviklingsinitiativer i lokalområdet.
Hun peger derudover på, at man på Christiansborg bør genoverveje sidste års brede politiske aftale om at liberalisere de kommunale forbrændingsanlæg og reducere anlæggenes kapacitet med 30 procent.
Så længe der ikke er tilstrækkeligt med vedvarende energi, er affaldsenergi er nemlig både sikkert, billigt og en af vores vigtigste veje til at omstille energisektoren til at være uafhængig af russisk gas.
Kilde: KL

