
I går var det den danske udgave af Overshoot day, altså den dato for, hvornår vi som land har opbrugt hele klodens ressourcer for ét år. Dagen har ligget og cyklet omkring denne dato i flere år, og dermed er vi blandt de “tunge” drenge i klassen.
Kun syv lande er mere forslugne end os, bl.a. USA og Canada, mens lande som UK, Frankrig, Japan og Spanien, kan holde den kørende frem til midt eller ligefrem sidst i maj.
Overshoot day er en udregning, der både bliver foretaget for alle lande enkeltvis og for kloden som helhed. Både den danske og den globale overshoot day har ligget nogenlunde stabil de senere år. Den globale har de sidste 10 år ligget og svinget omkring den 1. august.
Til gengæld er tendensen negativ, og har været det siden 1970. Her passede det nemlig sammen. Overshoot day faldt på den 30. december. Men i løbet af bare 20 år, frem til 1990, var datoen rykket frem til den 10, oktober.
Sidste år var den globale dato den 29. juli, hvilket betyder, at menneskeheden i realiteten har brug for 1,7 jordkloder. Danskerne – vi har brug for 4 styks.

