
De stigende energipriser kan også mærkes hos landets kommuner og regioner. Derfor er der oprettet et ny pulje på 97 mio. kr., der skal hjælpe kommuner og regioner med projekter, der kan nedsætte energiforbruget.
Puljen åbnede den 20. april og dækker ansøgninger til energiforbedringer og digitale løsninger i kommunale og regionale bygninger.
Med de energipriser, som vi oplever for tiden, er der store økonomiske gevinster ved at udnytte energien mere effektivt – også i kommuner og regioner, påpeger vicedirektør i Energistyrelsen Stine Leth Rasmussen.
Puljen giver blandt andet tilskud til konvertering fra gas- og oliefyr til varmepumper eller fjernvarme.
Det er oplagt at ansøge puljen til at få konverteret de gas- og oliefyr, der måtte være tilbage i kommunerne og regionerne. Puljen kan dermed være med til at gøre os mere uafhængige af den russiske gas, siger Stine Leth Rasmussen.
Kommuner og regioner kan opnå tilskud til energiforbedringsprojekter og digitale løsninger:
Konvertering fra olie- og gasfyr, biokedel og elvarme til varmepumper eller fjernvarme.
Renoveringsprojekter, herunder udskiftning af vinduer, efterisolering og lignende.
Digitale løsninger til databaseret energiledelse, herunder løbende dataindsamling og –behandling.
Renoveringsprojekter, konverteringer og digitale løsninger i fredede bygninger.
Til første ansøgningsrunde i 2022 er der afsat 97 mio. kroner, hvoraf 15 procent kan søges til digitale løsninger og intelligent styring af energiforbruget i de kommunale og regionale bygninger.
Med et ønske om at fremme en geografisk spredning i fordelingen af midler er der fastsat et tilskudsloft på 4 mio. kr. for energiforbedringsprojekter og 1 mio. kr. for digitaliseringsprojekter pr. kommune. Hver kommune og region kan således søge tilskud til et eller flere projekter inden for hver kategori og kan som udgangspunkt opnå tilsagn om tilskud på maksimalt 5 mio. kr.
Kilde: Energistyrelsen

