
Værktøjsproducenten Festool opfordrer til, at der kommer standarder for mere miljøbevidsthed indenfor værktøjsbranchen
Herhjemme købes der hvert år værktøj for imponerende 2 mia. kr. Alt det grej har skullet produceres, og dermed været en belastning for miljøet. Ulempen er, at man som køber ikke kan gennemskue, hvilket produkt, der er bedst for miljø og klima. Man ender i stedet med at købe ind i blinde, og ender således med at blive en del af den herskende smid-væk-kultur, der præger værkstøjsbranchen
Vi oplever, at der ofte tales for døve øre, når det handler om værktøjs holdbarhed og levetidsforlængelse, fordi indkøbsprisen fylder så meget. Alle vil snakke om forbedringer af bæredygtigheden, men når værktøjet skal købes, er det miljøet der taber, fortæller Michael Petræus, der er salgs- og marketingschef hos Festool i Danmark.
Det giver ellers rigtig god mening at lave værktøj, der kan holde længere og kan genanvendes. Det mener ingeniør og lektor i bæredygtig innovation fra Aalborg Universitet Michael Søgaard Jørgensen, der forsker i cirkulær økonomi.
Man bruger energi og ressourcer ved al produktion. Derfor er det vigtigt at kigge på, hvordan man kan arbejde miljøbevidst i produkternes levetid og efterliv. Hvis værktøj holder længere, og komponenter derefter kan genanvendes, bliver det pludselig interessant i forhold til et miljøperspektiv. I næsten alle brancher arbejder man med genanvendelighed og laver standarder for, hvad vil det sige, at et produkt er bæredygtigt. Der er ikke nogen specifikke standarder indenfor værktøj, men hvis man vil rykke sig indenfor branchen, bliver man nødt til at tage stilling til det.
En løsning kunne være et klimamærke. Det skal dog være i statslig regi, da der ofte også er mere respekt om et mærke fra en uvildig part.
Et klimamærke skal sætte fokus på, at det også indenfor værktøj er muligt at tænke i mere miljøvenlige baner. Derfor håber Festool, at man kan sætte gang i en debat og udvikling i branchen.
Vi er ikke interesseret i en jungle af mærker fra forskellige producenter, som køberne skal navigere i. Men vi mener, at der skal ske en samlet indsats, hvor der kommer fælles retningslinjer indenfor branchen, og hvor vi formidler, at værktøjsbranchen også kan forbindes med miljøvenlighed, forklarer Michael Petræus.
Kilde: Festool

