
Tårnhøje energipriser, ikke mindst på gas, har sat gang i tankerne om at få udfaset de cirka 400.000 gasfyr, der stadig står og brænder i danske boliger.
Nu kommer der så at sige mere fut under den kedel. Det sker sammen med en beslutning om at give en såkaldt varmecheck til de hårdest ramte familier.
Samlet set er aftalen, der er indgået mellem Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Kristendemokraterne og Alternativet, på 1. mia. kroner. Med aftalen afsættes der også 250 mio. kroner til grøn varme. Parterne er enige om, at nyinstallation af gasfyr skal standses hurtigst muligt og der skal udarbejdes en plan for at udfase gasfyr helt.
I stedet skal der sættes mere fart under udrulningen af fjernvarme. En beslutning, der møder anerkendelse hos Dansk Fjernvarme.
Fjernvarmeselskaberne er i fuld gang med at hjælpe boligejerne væk fra naturgassen, og vi oplever i øjeblikket en enorm interesse fra danskerne på at få opvarmet deres bolig med grøn og billig fjernvarme. At regeringen og forligspartierne har afsat en kvart milliard til at styrke dette arbejde, vil give os mulighed for at sætte tempo på udfasningen af naturgassen, hvilket både er godt for klimaet og for danskernes privatøkonomi, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme
Fjernvarmekunder har generelt været forskånet for stigende varmeregninger under denne vinter. En undersøgelse fra Dansk Fjernvarme viser, at op imod 1.6 millioner af samlet set 1,8 millioner fjernvarmekunder ikke har oplevet nævneværdige stigninger. Nogle har endda oplevet, at varmeregningen er faldet.
Der er dog nogle fjernvarmekunder, der har måttet til lommerne. 230.000 boliger har oplevet stigende priser, og af dem vil 126.000 boligejere opleve meget kraftige stigninger. Det skyldes, at de af forskellige årsager har været bundet til opvarmning via naturgas.
Kilder: Dansk Fjernvarme/Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

