
En grøn delaftale i finansloven omkring grøn energi, får ikke automatisk alle til at klappe – i hvert hvert fald ikke lige højt. For mens nogle ser det positive i, at der opstilles mere havvind, ser andre det negative i, at man ikke også har øje for at sænke energiforbruget, der ser ud til at bare at stige og stige.
Udsigten til 2 GW mere havvind vinder positiv genklang hos Dansk Industri.
Det er et kæmpe grønt fremskridt, at der er i finansloven, bliver givet håndslag på 2 GW mere havvind. Det er positivt, at vi får fart på, for der er brug for meget mere vedvarende energi i de kommende år. Det gælder ikke mindst, når vi inden længe skal i gang med at omdanne grøn strøm til bæredygtige brændstoffer, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i Dansk Industri.
Også hos Tekniq Arbejdsgiverne er man generelt positiv overfor aftalen, men peger også på en ikke uvæsentlig detalje, der kan kaste grus i maskineriet.
Det er en meget omfattende omstilling, som vi i Danmark er i gang med. Og for at nå de politiske målsætninger, skal man sikre, at der også kommer handling bag ordene. Det er den her aftale et godt bud på og et godt tegn på, at man begynder at blive rustet til at tage teknologier i brug i kampen for den grønne omstilling. Nu skal vi bare finde de folk, der kan gøre arbejdet. Og dem er der mangel på. Ingen hænder – ingen omstilling, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Helt så positiv omkring aftalen er interesseorganisationen Synergi derimod ikke. For mens bestyrelsesformand Bendt Bendtsen bakker op om udsigten til mere vedvarende energi, er der et andet punkt, man helt har misset, mener han.
Det er ærgerligt, at der ikke er afsat penge til at mindske det galoperende energispild, der tegner sig for en stor del af vores CO2-udledning. Energieffektivitet er et bærende ben på den klimaskammel, vi skal have lavet færdig i 2030. Lige nu er jeg bange for, at skamlen falder sammen, siger Synergis bestyrelsesformand Bendt Bendtsen.
Han henviser til Det Internationale Energiagentur, der understreger, at energieffektivitet er en af nøglekomponenterne i den grønne omstilling.
Elbiler, datacentre, PtX osv. kræver store mængder energi – alene energiforbruget i datacentre femdobles fra 2020 til 2030 – og derfor er det meget fornuftigt at investere mere i vindenergi. Men ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, vil der i mange år endnu være sort energi i elnettet og i varmeforsyningen, og derfor bør man sætte ind på alle områder for at sænke CO2-udledningen. Det er en kortsigtet strategi kun at se mod en øget forsyning af grøn energi uden samtidig at gøre noget for mindske efterspørgslen – især i en tid, hvor vi bruger mere energi, end vi gjorde året før, mener Bendt Bendtsen.
Kilder: DI/TEKNIQ Arbejdsgiverne/Synergi

