Selvom energipriserne skræmmer en stor del af de mindre danske virksomheder, er det stort ingen, som har valgt at gøre brug af statens energilån, hvor man kan indefryse en stor del af deres el- eller gasregning og først begynde en afbetalingsordning om to år
Det viser en analyse fra SMVdanmark, hvor hele 97 procent siger direkte nej, og kun ganske beskedne 0,6 procent ønsker at bruge muligheden
Og baggrunden er klar, mener foreningen, der bl.a. henviser til oplevelsen med corona-lånene
Mange virksomheder er ikke tilfredse med den måde, de statslige coronalån blev administreret på, hvor mange virksomheder oplevede bøvlede dokumentationskrav. Den måde, coronalånet var strikket sammen, har skræmt nogle virksomheder fra at tage flere lån gennem de her statslige ordninger, siger Martin Kyed, cheføkonom i SMVdanmark.
Men det er ikke udelukkende fortidens synder, der holder langt de fleste væk fra lånet. Det er også selve den nye ordning, som de ikke finder attraktiv. Og Martin Kyed forstår godt den bekymring, som findes hos erhvervslivets mindre virksomheder.
Lånet er jo mindre gennemskueligt end på det almindelige finansielle marked. Man aner reelt ikke, hvad den effektive rente bliver. Virksomhederne ser ud til at ville gøre næsten hvad som helst for at undgå at bruge ordningen. Derfor er der også nogle, der tænker, at det er bedre at trække stikket nu. Den her gæld kan ende med at blive en møllesten om halsen, og mange virksomheder risikerer selv at hæfte for gælden, siger han.
Analysen viser, at 56 procent af virksomhederne ikke planlægger at gøre brug af energilånet, fordi de ikke ønsker at optage mere gæld, mens 24 procent angiver renteniveauet som en barriere.
Kilde: SMVdanmark