
Danskerne bruger mindre vand end nogensinde, og vandtabet i forsyningsnettet er rekordlavt. Alligevel stiger vandregningen.
En dansker bruger nu i gennemsnit blot 97 liter vand i husholdningen om dagen. Samtidig er vandtabet i forsyningsnettet faldet til rekordlave 6,85 procent. Det viser DANVAs nye opgørelse Vand i tal 2026.
Men de gode resultater betyder ikke lavere vandpriser. Tværtimod betaler en gennemsnitlig familie nu 6.597 kroner årligt for drikkevand og spildevand. Det er en stigning på fem procent på et år.
Ifølge DANVA skyldes udviklingen blandt andet et voksende investeringsbehov. Vandselskaberne skal beskytte grundvandet, klimatilpasse byerne, forbedre vandmiljøet og styrke forsyningssikkerheden over for blandt andet cyberangreb.
– Vandregningen handler ikke kun om vandet i hanen og spildevandet, der ledes væk. Den er også med til at finansiere den infrastruktur, som samfundet er afhængigt af hver eneste dag. Vi skal beskytte vores drikkevand, håndtere mere regn, forbedre vandmiljøet og sikre, at vandforsyningen fungerer – også under kriser i et beredskab. Det kræver konstant flere investeringer, siger administrerende direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.
Mindre energiforbrug – men også mindre regn
Årets nøgletal viser samtidig, at energiforbruget til transport af spildevand er faldet med omkring 30 procent sammenlignet med året før.
En del af forklaringen er dog, at 2025 var væsentligt tørrere end de foregående år. Der faldt 692 millimeter nedbør mod henholdsvis 977 og 930 millimeter i de to foregående år. Vandselskaberne har derfor haft mindre vand at håndtere.
Samtidig vokser behovet for klimatilpasning i byerne, hvor begrænset plads stiller nye krav til håndteringen af regnvand og samspillet mellem forsyningsanlæg, veje, boliger og grønne områder.
Gælden vokser med fem milliarder
Vandsektorens samlede gæld er ifølge opgørelsen steget med fem milliarder kroner på blot ét år.
DANVA peger derfor på behovet for en økonomisk regulering, som giver vandselskaberne mulighed for at foretage langsigtede investeringer, samtidig med at effektiviteten fastholdes.
– Vi skal både passe på forbrugernes penge og sikre, at der er råd til de nødvendige investeringer. Det kræver en økonomisk regulering for vandsektoren, som understøtter effektivitet, men sikrer omkostningsdækning og udvikling, siger Carl-Emil Larsen.
DANVA fremhæver desuden beskyttelse af grundvandet og den kommende afgift på spildevandsoverløb i 2027 som væsentlige områder for den videre udvikling af vandsektoren.
Læs rapporten: Vand i tal 2026
Kilde: DANVA, Vand i tal 2026.

