Både virksomheder og topcheferne indenfor energi- og forsyningsbranchen har langt mere fokus på klimaproblematikken end andre brancher. Det viser PwC’s CEO Survey 2022.
63 procent af toplederne i energi- og forsyningsbranchen har fastlagt mål for udledning af drivhusgasser i virksomhedens langsigtede strategi, og 40 procent har allerede forpligtet sig til en net-zero-udledning. Virksomheder i energi- og forsyningsbranchen er længere fremme end virksomheder i øvrige brancher, hvor kun 36 procent har implementeret mål for udledning af drivhusgasser i virksomhedens langsigtede strategi, og kun hver femte virksomhed har forpligtet sig til en net-zero-udledning.
Energi- og forsyningsbranchen har et særligt ansvar over for klimaet, og resultaterne vidner om, at toplederne tager klimaudfordringerne alvorligt. Virksomhederne i energi- og forsyningsbranchen er de mest klimaambitiøse, når det kommer til at arbejde strategisk med net-zero og at implementere CO2-mål i virksomhedens langsigtede strategi, siger Claus Dalager, partner i PwC.
56 procent af toplederne angiver, at deres net-zero-strategi er forpligtet til at begrænse temperaturstigninger til 1,5 °C, mens yderligere hver femte har koblet deres net-zero-strategi til højest 2 °C. Derudover har 56 procent af virksomhederne fået deres tilgang til udledning af drivhusgasser uafhængigt vurderet og valideret, fx af SBTi.
Knap en tredjedel af alle topledere inden for energi- og forsyningsbranchen har et mål om udledning af drivhusgasser i deres personlige bonus- eller incitamentsordning, hvilket er det højeste på tværs af alle brancher.
Branchegennemsnittet ligger på 12 procent, så når en tredjedel af toplederne i energi- og forsyningsbranchen bliver målt på deres klimaindsats, vidner det om, at der er en forretningsmæssig forståelse og prioritering af klimaudfordringerne, og at det bliver taget alvorligt, fortæller Claus Dalager.
Kilde: PwC