
Hidtil har den levet et lidt stille liv. Erhvervspuljen, der giver støtte til virksomheders ønske om at sænke energiforbruget, har aldrig været præget af mange ansøgninger, men det er ændret i takt med stigningen i energipriserne.
Puljen har fem ansøgningsrunder om året, og i dag åbner endnu en runde, og ser man på den første runde sammenholdt med tidligere, er udviklingen tydelig.
I alt modtog Erhvervspuljen 220 ansøgninger i marts mod 98 forrige gang. Og det er ikke kun antallet af ansøgere, der er steget kraftigt. Det samlede beløb, der er søgt tilskud for, er på 102 mio. kr. Det er mere end en firedobling i forhold til forrige gang, hvor beløbet var 25 mio. kr.
Ikke mindst varmepumperne er blevet efterspurgte. 99 af ansøgningerne var om varmepumper – det er tæt på en femdobling i forhold til de 20 ansøgninger ved puljeåbningen i februar.
Vi er meget glade for at se, at flere virksomheder ønsker at sætte fart på den grønne omstilling og f.eks. konvertere væk fra naturgas ved at søge tilskud fra Erhvervspuljen. Og så håber vi bare, at der er endnu flere virksomheder, der søger tilskud denne gang, når Erhvervspuljen åbner igen, for der er ikke tvivl om, at grøn omstilling af erhvervets energiforbrug er den rigtige vej at gå, siger Energistyrelsens vicedirektør, Stine Leth Rasmussen.
Energistyrelsen arbejder løbende på at forbedre og lette ansøgningsprocessen, og til det formål er der udviklet standardløsninger, der gør det mindre kompliceret for virksomhederne at få tilskud.
Vi håber meget, at standardløsningerne og mulighed for vejledning fra Energistyrelsen vil gøre det lettere for virksomhederne at søge tilskud til at få sat gang i projekter, der sparer penge og giver CO2-reduktioner, siger Stine Leth Rasmussen.
Der er i denne puljeåbning 175 mio. kr.
Kilde: Energistyrelsen

