Den danske designvirksomhed Unidrain, kendt for sit linjeafløb, leverer det bedste regnskab i sin 17-årige levetid. En 60 procents stigning før skat, lyder resultatet for 2019 på. Det skyldes blandt andet en ændret eksportstrategi og fart på renoveringerne herhjemme.
Sidste år var et særdeles godt år for designvirksomheden Unidrain, som har hovedkontor i Glostrup og er kendt for sit minimalistiske linjeafløb. Et afløb, der blev opfundet af virksomheden i 2003 og som i dag er synonym med ”et Unidrain”. Virksomhedens rejse førte i 2019 til det bedste regnskabsår nogensinde: En stigning på 60 procent før skat svarende til en fremgang fra 17,6 til 28,3 millioner kroner.
Den øgede fremgang skyldes blandt andet, at Unidrain har ændret sin eksportstrategi. Administrerende direktør Henrik Handschuh fortæller:
– Vi omlagde i starten af 2019 vores eksportstrategi og satser nu i endnu højere grad på det europæiske marked frem for det asiatiske. Matchet mellem Unidrain og Europa er bare bedst. Vi har samme byggeskik, flere af de samme byggeregler og en mere ens designstil. Det har kunnet betale sig. Og så har den øgede travlhed betydet, at vi har mandet op i vores interne eksportteam.
Han fortsætter:
– Man kan sige, at vi er gået back to basics. Tilbage til den strategi, Unidrain havde i tidernes morgen, da linjeafløbet blev opfundet og vores rejse startede. Vi satser på Norden og Europa, samtidig med at vores afløb vinder større indpas – blandt andet i hotelbranchen.
Vi renoverer som aldrig før
Fremgangen hos Unidrain kan dog ikke kun tillægges eksporten. Det danske marked er mindst lige så vigtig en faktor:
– Boligrenoveringerne var på det højeste niveau i mange år i 2019, og det lader til at fortsætte ind i 2020. Så håndværkerne har travlt. Vi er begunstiget af, at slutbrugerne går efter de mere eksklusive og til tider ”dristige” løsninger. Folk tør vælge ud fra tidens trends. Her passer vores afløb, vores badeværelsestilbehør og mange overflader godt ind, forklarer Henrik Handschuh.
Samtidig giver det pote, at Unidrain er et kendt og renommeret brand i den danske byggebranche:
– Der skal lyde en stor tak til hele den danske byggebranche og vores samarbejdspartnere. Vi fornemmer, at de er trygge ved vores produkter. Det har uden tvivl været med til at sikre vores succes i 2019. Og så er de mange dygtige Unidrain-medarbejdere selvfølgelig også altafgørende for succesen, for at hjulene kører så gnidningsfrit.
Tilbehør og nye overflader flytter ind
For få år siden lancerede Unidrain en ny tilbehørsserie til badeværelset, Reframe Collection, som blandt andet består af en bruseskraber, brusehylde og håndklædekroge. Derudover har virksomheden udvidet sin pallette af overflader til linjeafløbene, som nu også fås i messing, kobber, sort og håndpoleret stål. Tiltag, som kaster positive resultater af sig:
Og fremtiden? Ja, den ser ifølge Unidrains administrerende direktør ganske lys ud:
– Vi har høje forventninger til fremtiden, hvor vi udruller vores eksportstrategi i Europa endnu mere. Og så handler det fortsat om, at vi skal værne om vores kerneprodukt. Nemlig det, det hele startede med: Vores linjeafløb.