Stadig flere unge drømmer om livet indenfor vvs-faget. Det viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, der samtidig slår fast, at både erhvervsuddannelser som helhed og installationsbranchen oplevede lidt af et lærlingeboom i 2020.
Tallene viser, at der i installationsbranchen blev indgået næsten 14 procent flere uddannelsesaftaler i de første 11 måneder af 2020 end samme periode året før.
Tallet er dog en anelse misvisende, da det også dækker over, at en række korte uddannelsesaftaler er blevet konverteret til ordinære aftaler. I vvs-branchen er der dog også tale om en reel stigning i antal elever, ikke bare “skrivebordslærlinge”.
Når vi kigger på vvs-branchen, kan vi se, at den samlede bestand af lærlinge stiger – med fem procent. Man har altså formået at give endnu flere unge en plads på arbejdsmarkedet. En tendens, der også hjælpes på vej af den generelt positive udvikling, hele installationsbranchen trods coronaudbruddet har oplevet de senere år, siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne
Væksten i indgåede uddannelsesaftaler i installationsbranchen og i den øvrige del af bygge- og anlægsbranchen er med til at trække udviklingen for alle erhvervsuddannelser i en positiv retning – til en vækst på 8,1 procent.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne