
Solar i Vejen har åbnet for en ny energiteknologuddannelse i rådgivning om bæredygtige energiløsninger.
Uddannelsen er kommet i stand ved et samarbejde mellem Solar og IBA Erhvervsakademi Kolding. Akademiuddannelse som energiteknolog har speciale i bæredygtige energiløsninger og rådgivning om energirenovering af bygninger i forhold til nye krav og regler.
Den er rettet mod installationsbranchen og er tilrettelagt, så det er muligt at arbejde, mens man videreuddanner sig.
– Energieffektivisering er en vigtig faktor i den grønne omstilling. De øgede krav i forhold til bæredygtighed – både lovgivningsmæssigt og fra kunder – kræver, at man har omfattende viden på området. Hos Solar ser vi uddannelse som forudsætningen for at kunne booste energirenoveringen i samfundet og finde måder til at reducere CO2-udledningen, siger Carsten Antonisen, adm. direktør, Solar Danmark.
Solar er langt fra ubekendt med at have folk på skolebænken. De har allerede haft mere end 2.000 deltagere gennem kurser i vedvarende energi, og med den nye uddannelse ønsker man at løfte niveauet yderligere.
– Der kan være meget at spare såvel miljømæssigt som økonomisk for mange virksomheder ved at kigge helhedsorienteret på energiforbruget, men det kan samtidigt være en kompleks opgave, og der mangler generelt viden, som kan skabe det fulde overblik over muligheder for energioptimering, siger Danni Baltzer Vinding, uddannelseschef hos Solar
På uddannelsen lærer man at analysere energiforbruget i bygninger såvel som i industrielle processer, landbrug og transport samt at udføre entrepriseledelse. Man får kompetencer til at energieffektivisere bygningers klimaskærme (dvs. tag, ydervægge, døre og vinduer), el- og VVS-installationer samt ventilations- og centralvarmeanlæg og omlægge energiforsyningen til mere bæredygtige energikilder.
– Flere skal uddannes, så vi kan bidrage til den grønne omstilling og udnytte det store potentiale for energioptimering, som findes i mange bygninger. Vores uddannelse som energiteknolog er et godt skridt på vejen til at løfte og fremtidssikre branchens kompetencer, påpeger Danni Baltzer Vinding.
Kilde: Solar